Baagø H/F

Haveforeningen Baagø

Beskrivelse

Kun få kilometer fra Odense Centrum, Østre Dæmning 5, ligger Baagø Haveforening som en lille naturperle omgivet af vand på begge sider, Odense Kanal på den ene og Odense Fjord på den anden.

Uanset hvilket verdenshjørne man vender øjet mod, er udsigten betagende og i den omgivende skov er der et rigt dyrliv.

Følger man vejen mod øst ender man på Stige Ø.

Omkring 1800, da man gravede Odense Kanal, dumpede man det opgravede materiale i langs kanalen. Det var begyndelsen til Stige Ø. Fra 60’erne til 90’erne brugtes den sydlige del af øen som losseplads.

Nu er der kørt en meter muldjord på affaldsbjerget og området fremstår som en 25 m høj bakke hvor pionerplanterne har indfundet sig.

På et 56 hektar stort areal er man ved at omdanne området til et rekreativt område. En mountainbikbane på 3,8 km og en legebase er allerede dukket op og frem til år 2010 har kommunen afsat 15 millioner kr til løbende tiltag.

Nord for de store bakker ligger Sortehusene og putter sig. Det er en malerisk klynge hytter, der benyttes som udgangspunkt for jagt og fiskeri i små både og pramme.

Nord for Sortehusene ligger et smukt strandengsområde, hvor heste græsser. Her kan man året rundt iagttage et stort antal fugle. En 1,5 km lang sti langs engområdet ender med en tange i Koholm.

Adresse

  • Adresse: Østre Dæmning 5, 5000 Odense
  • Postnr: 5000/li>
  • By: Odense C